Solbo som uddannelsessted

At have studerende på Solbo er et bevidst valg for os.

Vi oplever, at det at have studerende, giver os muligheden for at se på Solbo's værdigrundlag og samlede praksis med friske øjne. Forstyrrelser, der kan være med at at forbedre vores arbejde og udvikle Solbo som et attraktivt uddannelses- og arbejdssted, hvor læring er i højsædet.

Det store og det lille læringsrum

På Solbo vil du opleve, at vejlederteamet har fokus på såvel det store som det lille læringsrum.

Det store læringsrum er praksisfællesskabet, hvor sidemandsoplæring spiller en central rolle. Her vil du som studerende opleve, at blive en del af et pulserende børneliv.
Praksisfællesskabet er kendetegnet ved at være uformelt og præget af krav om handling og nærhed i et her og nu. Som studerende vil du her have brug for din viden-i-handling og du vil løbende få muligheden for at få spejlet de værdier vi bygger vores praksis på.

Det lille læringsrum er vejledningen. Vejledningen på Solbo er kendetegnet ved samtale og refleksion.
Vejledning er et formelt rum, hvor du som studerende sammen med din vejleder kan skabe distance i tid og rum til at undersøge oplevelser og diskutere værdier.

Her får du som studerende muligheden for at arbejde med din refeksion og din viden.

Udover den individuelle vejledning vil du på Solbo opleve fællesvejledning, hvor hele husets studerende sammen fordyber sig i forskellig temaer.

På Solbo har vi tre vejledere med diplom i vejledning. Disse vejledere fungerer i samarbejde med ledelsen som sparring for de øvrige vejledere i Solbo's vejlederteam.

Derudover vil Solbo's øvrige personale altid være klar med sparring og gode råd.

Praksisfortællinger og logbøger

Som metode vil du på Solbo stifte bekendtskab med praksisfortællinger.

En praksisfortælling er en fortælling om praksis, der er velegnet til at beskrive det, vi på Solbo vægter som det mest centrale i pædagogisk arbejde - det sociale samspil. Praksisfortællinger som metode er en måde, at fastholde oplevelsen på, samt en mulighed for at analysere og reflektere både bagud- og fremadrettet.

Fortællinger kan f.eks. være solskinsfortællinger, vendepunktsfortællinger eller fortællinger om brølere. På Solbo er der plads til både succeserne og til at begå fejl. Læring kræver, som vi ser det, rum til udvikling.

Ligesom praksisfortællinger er logbogsskrivning også en anvendt metode på Solbo.
Hvordan logbogen udformes aftales mellem dig osm studerende og din vejleder. Det centrale ved logbogen er, at den giver mulighed for at skabe sammenhæng mellem det lille og det store læringsrum.

Baggrunden for, at vi har valgt, at bruge såvel logbøger som praksisfortællinger som metode er, at de på hver deres måde på fin vis lægger op til den dialog og refleksion, som vi fordrer af vores studerende.

Samtidig giver processen omkring skriftliggørelse dig som studerende øvelse i at udarbejde relevant dokumentation om pædagogisk arbejde og udvikling.

Vi glæder os til at se dig på Solbo

 

Tidligere studerende udtaler:

"Jeg var heldig at få min sidste praktik som pædagogstuderende på Solbo. Her har jeg haft en oplevelse af en god og spændende arbejdsplads, hvor der er et meget engageret personale, som skaber nogle rammer, der gør Solbo til et godt hjem, praktiksted og arbejdsplads". (Troels, studerende i Regnbuen).

"Før jeg startede på Solbo havde jeg ikke nogen erfaring med at arbejde med udviklingshæmmede. Jeg var lidt nervøs den første dag, men jeg faldt hurtigt til, og det har været en super god praktik.
Snoezelkursus, Marte Meo kursus og at lære TTT har været med til, at gøre min praktik på Solbo meget lærerig.
På Solbo er det ikke kun praktikvejlederen, men hele personalegruppen, der har ansvar for den studerende. Det har været rigtig godt. Der har altid været én at spørge om hjælp og vejledning".
(Lone, studerende på Kvisten).

"Jeg synes, det er rigtig spændende, at se hvordan de studerende brænder for at få brug af medier ind i vores pædagogiske hverdag". (Heidi, praktikvejleder Regnbuen)

"Det er hver gang en positiv udfordring at møde nye studerende, og se hvordan de får øje på de kompetencer vores børn har". (Thomas, praktikvejleder Regnbuen)

"Når der kommer en ny studerende, tænker jeg hver gang: Jeg vil gøre mit bedste for at de tænker tilbage på deres praktik på Solbo som en 'wauw-oplevelse" (Tina, praktikvejleder Solsikken)

"De bedste oplevelser jeg har haft som vejleder, er når jeg har været med til fælles vejledning: Det er godt, at få vendt tingene sammen". (Helle, praktikvejleder Kvisten)